Hvem får lov til at sælge din fadøl under Tall Ships Races?

Om få dage fyldes vores havneområde med op imod 700.000 mennesker. The Tall Ships Races er tilbage, og havnefronten bliver til én lang festplads fra Aalborg-siden over broen til Nørresundby. Et smukt syn. Men et sted bag boderne står en lokal restauratør, som ikke er med, og han holdes ude ad to omgange.

Først handler det om, hvem der er god nok. I foråret sendte borgmesteren et brev til 92 restauranter, caféer og værtshuse, trykt på 3F’s brevpapir med fagforeningens logo over hans egen underskrift. Budskabet var, at de burde tegne overenskomst, ellers risikerer Aalborg at miste sine kongresser. Overenskomst blev på den måde adgangskravet for at være værdig til byens gæster.

Så kan man kigge på, hvem der egentlig skal servere for byens allerstørste gæstebegivenhed. Mad og drikke står »Lyden af Nibe« og »Smuk Event« for. Det er folkene bag Nibe Festival og Smukfest, og de kører, som festivaler gør, på frivillige. Et par vagter, et armbånd, ingen lønseddel. Det er lovligt, og de tusinder af frivillige, der bærer sådan en fest, har kun min respekt. Men hvad ville 3F sige, hvis en restauratør aflønnede sit personale med en fest i stedet for løn? En frivillig i en forening er juridisk noget andet end en ansat, det ved jeg godt.

Dobbeltheden bliver bare ikke mindre af den grund: kravet lander på ham med de få ansatte, mens den fest, byen selv hylder, kører på tusinder af frivillige helt uden for overenskomsten. Kommunen ved i øvrigt udmærket, hvordan man skriver overenskomst ind i en aftale. Den gjorde det selv i udbuddet til netop dette event, med henvisning til ILO-konventionen: vinderen skal sikre sine ansatte overenskomstmæssig løn. Klausulen når bare ikke de frivillige, som festen i praksis hviler på.

Og det gør noget ved borgmesterens argument. Hvis overenskomst virkelig er kravet for, hvem der må tage imod Aalborgs gæster, så dumper byens største fest jo prøven. Ingen løfter et øjenbryn over det, og det er helt rimeligt. Men så var overenskomst aldrig den fælles målestok, brevet gjorde den til. Den gjaldt kun den ene vej.

Den anden dør, han holdes ude af, er selve salget. Retten til at sælge mad og drikke under festen er udbudt som én samlet eneret, og den ret koster omkring en million kroner, betalt forud, med bankgaranti oveni. Sådan en check kan ingen lille café på havnen skrive. Oven i det står der i udbuddet, at de eksisterende restauranter i området ikke må udvide deres forretning, mens eventet står på. Han kan altså hverken byde på festen eller vokse med den, selvom folk står i kø lige uden for hans dør.

Jeg vil gerne forstå kommunen, før jeg kritiserer den. Én stor operatør giver én aftale, én ansvarlig og sikre penge på bordet på forhånd, og eneretten gør det muligt at sælge en bryggeriaftale, som er med til at betale for den frie entré. Der er fornuft i skala og sikkerhed. Men den ro har en pris, og den er sendt videre til det lokale restaurationsliv i form af et marked, der er lukket på forhånd.

Det er det samme mønster begge gange. I brevet træder kommunen ind på restauratørens egen banehalvdel for at fortælle ham, hvordan han skal drive sit sted. I udbuddet, hvor kommunen selv sad med noget at give væk, blev han lukket ude, og opgaven gik til nogle, der kører på præcis det, han fik besked på at undvære. Den strenge målestok gælder ham, byen skriver breve til, men ikke den begivenhed, byen fejrer.

Det behøvede ikke være sådan. Man kunne have beholdt den store koncession for sikkerhedens skyld og alligevel skåret en dør ind til de lokale ved siden af. For eksempel en madgade med byens egne køkkener, eller et udbud delt i mindre bidder med en lavere garanti, så en dygtig nordjysk restauratør reelt kunne byde. Det valgte man ikke. Så i år er der ingen plads til byens egne køkkener, når kommunen dækker op til fest.

Men restauranterne inde i byen står åbne. Når du har set skibene og mærket stemningen på havnen, så gå også de ti minutter ind i byen. Find en af de restauranter og caféer på begge sider af fjorden, som ikke fik en plads ved festens bord, og læg din aften dér. Det er dem, der holder gang i Aalborg, længe efter skibene er sejlet videre.