Det fællesskab, der ikke spørger først

Fællesskab er et af de ord, som alle ynder at bruge. Politikere prædiker om det fællesskab, som de mener, de taler ind i. TV-kanalerne pakker deres reklamer ind i det, så de får en folkelig klang. Skoleledelsen og -bestyrelsen taler om børn, som trives bedst i fællesskabet. Ordet er blevet så varmt, at ingen længere spørger, hvad det egentlig betyder.

En fælle var engang en, man havde lagt sit gods sammen med. En, man hæftede med. Men fællesskabet findes i flere udgaver.

Der er det, vi bliver født ind i. Familien, sproget, landet. Ingen har valgt det, og alle har brug for det.

Der er det, vi selv vælger. Håndboldholdet, koret, vennerne, der ringer, når det brænder.

Og så er der det fællesskab, som bliver erklæret på vores vegne. Det står i værdigrundlaget, det lyder fra talerstolen, og det kommer ofte med et lille “vi”, som ingen har spurgt dig om.

Hvad er så det modsatte? Man fristes til at svare individet. Men individet kan sagtens stå midt i et fællesskab og stadig være sig selv. Det modsatte af det fællesskab, man er født ind i eller selv har valgt, er ensomheden. Det modsatte af det erklærede fællesskab er friheden. Og det er her, ordet begynder at gnave i mig.

Jeg kan godt være sådan en Rasmus Modsat-type.

Når nogen – helt uden at spørge – kaster mig ind i deres fællesskab, så opponerer jeg. Jeg er et frit individ først, tænker jeg. Jeg vælger vel selv, hvilke fællesskaber jeg indgår i. For fællesskabet kan også – i socialdemokratisk udlægning – føles omklamrende og paradoksalt nok være en måde at holde nogle udenfor.

“Hvis du ikke er med i fællesskabet”, ja, hvor er du så? Uden for døren. Bag ved kredsen af mennesker, som står arm i arm. Mulle fra filmen Zappa ved, at det smager af skovsnegl i munden, når man står udenfor og vil ind. Det var prisen for at komme med i klubben.

Folkeskolen arbejder også med fællesskab. Inklusionsmantraet blev billedet på det ultimative socialdemokratiske fællesskab, hvor selv de mest urolige og skolevægrende skulle presses ind – koste hvad det koste vil. Prisen blev betalt i uro. Og alligevel undrer man sig nu over, hvorfor stadig flere elever kræver særaftaler. Høretelefoner. En plads for sig selv. Lov til at gå, når støjen bliver for meget. I én klasse blev skolens svar på ét barns uro, at resten af klassen fik høretelefoner på. Et helt fællesskab, der må lukke ørerne for at holde ud at være sammen. Særaftalerne er nødudgangene fra et fællesskab, der er blevet for larmende til at lære i. Nu vil undervisningsministeren gøre op med dem. Det er den samme medicin igen. Mere styret fællesskab til dem, der netop havde forsøgt at sige fra.

Hvis fællesskabet er det første krav for at blive regnet med – i klassen, på arbejdspladsen, i landet – må vi også spørge, hvad det kræver af individet. Jeg vil mene, at individet skal kunne bære sig selv, hvis det kan, og bringe noget ind, som styrker helheden. Et fællesskab må ikke kun kalde på dem, som er ens. Et håndboldhold med syv af verdens bedste målmænd ville måske kalde sig et fællesskab af de bedste, men det ville næppe vinde mange trofæer.

For fællesskabet har også ofre. De stærke elever må finde sig i middelmådigheden, når alle skal følge samme tempo. Og de, der har brug for mere tid, må finde sig i at blive båret, også når de hellere ville lære at gå selv. Det er som den danske topografi – fladt, ufarligt og lidt kedeligt. Ingen falder ned. Men ingen kommer heller op.

Og hvad med dem, der står udenfor? Der er de ensomme unge, som står ved hegnet i frikvarteret med hænderne i lommerne og kigger ind. De drømmer sjældent om det fællesskab, skolen lover. Måske søger de slet ikke et fællesskab, de selv skal forme. Bare klare rammer for, hvad man må og ikke må. Og én ven, der løsner sin arm fra kredsen. Mange af dem ville spise skovsneglen for det.

Og så er der de, som ikke vil. Som ikke vil skylde nogen noget og hellere trækker deres eget læs. Dem forstår jeg godt.

Den romerske stoiker Seneca skrev for to tusind år siden, at den vise er sig selv nok – og alligevel vil have venner. Han kan undvære dem. Derfor kan han vælge dem. Den, der ikke kan stå alene, kan kun klynge sig til. Og et fællesskab af mennesker, der ikke kan gå, er et tvangsfællesskab, uanset hvor varmt det lyder fra en talerstol.

Og alligevel begynder vi alle i det fællesskab, vi ikke valgte. Nogen bar os, før vi kunne gå. Måske er det dét, de fællesskaber er til for: At give os benene, så vi siden kan gå selv.

Derfor må vi turde sige nej. Nej til det fællesskab, der ikke spørger først. Nej til det fællesskab, der bruges som skjold mod dem, der kan og vil løbe stærkere. Nej til skovsneglen.

Et ja betyder først noget, når nejet også var muligt.

Det barn, der aldrig har måttet sige nej til fællesskabet, ved heller ikke, hvad det siger ja til. Og her ligger opgaven for det liberale, der ikke bare vil reducere staten – men løfte mennesket: at gøre flere i stand til at stå selv, så de frit kan vælge at stå sammen.